Et sandt juleeventyr…

Julen er i sandhed over os. Duften af brændte mandler fylder gader og stræder, imens juletræer, granranker og tusindvis af julelys spreder hygge til de travle julegavekøb. I butikker, stormagasiner og indkøbscentre i hele landet er en voldsom trængsel og alarm. Det er en travl tid på året, for udover at der skal bages klejner og laves konfekt, så skal vi også følge med i julekalendrene på TV, ønskelisterne skal klares, juleanden skal købes og juleaften må vi godt forkæle os selv med hjemmelavet rødkål – som også lige skal laves. Der er mere end rigeligt og hvis vi ikke stopper op indimellem, kan julen vist tage pusten fra enhver.

Sker det imidlertid at stressen får julestemningen helt i bund, så findes der en kur. Som en intravenøs julestemning, iform af en mixtur af æbleskiver og gløgg pumpes ind i blodet. Et sted hvor vi kan tage hen og som for mange familier er blevet en tradition. Jeg taler om Jul i Tivoli.

Jul i Tivoli
Jul i Tivoli har siden det åbnede i 1994 udviklet sig til en sand publikumsmagnet
Opskriften er for så vidt enkel. Den velkendte gamle Have pyntet med juletræer. Tusinder og atter tusinder af lys. Dertil en masse små juleboder med alt fra Glühwein til pelshuer og så endelig en ægte julemand hvor børnene kan afgive deres ønsker og endda få (eller for den nette sum af 60 kr. købe) et billede med hjem.

Tivoli er naturligvis ikke det eneste sted i landet at man kan få koncentreret julestemning. Flere andre steder findes julemarkeder – ikke blot i byerne, men også på godser og herregårde, hvor lokale erhvervsdrivende stiller deres boder op og tilbyder lækkerier og inspiration. Men som forlystelsespark er det dog stadig kun Tivoli som har haft held med julemarkedskonceptet. LEGOLAND har også forsøgt – men det gik ikke. BonBon-Land forsøgte på et tidspunkt. Det gik heller ikke. Bakken har mere held i sprøjten, men har dog måttet erkende at det ikke er muligt at trække gæsterne ud i den gamle Dyrehave, hvorfor den gamle forlystelsespark midlertidigt hver jul flytter ind på torvet i Lyngby. I 2016 forsøger Tivoli Friheden sig også med et julemarked – en måske ikke helt dum idé, idet parken i Marselisskoven allerede har flere julefrokoster og arrangementer i deres kulturhus Herman.

Men hvad er historien bag forlystelsesparker og julemarkeder?

Selve traditionen omkring julemarkeder går langt tilbage. Helt tilbage til den sene middelalder, hvor adventstiden, med disse markeder blev fejret, i især den tysktalende del af Europa. Man kender til julemarkeder i Dresden, Frankfurt, München og flere andre byer helt tilbage til år 1310, og i Wien ved man at der i 1294 blev holdt Decembermarked – en slags forløber for julemarkedet.

Russisk "is-rutschebane" år 1650
Russisk "is-rutschebane" år 1650
Den første egentlige forbindelse vi ser imellem julemarked og forlystelsespark kan spores tilbage til de russiske vinterfestivaller i Moskva og Skt. Petersborg i det 15. og 16. århundrede, hvor de allerførste rutschebaner opstod. Her kunne, især det finere borgerskab, forlystelse sig på disse konstruerede kælkebakker, som lå centralt placeret imellem boder og beværtninger.

Selve idéen om marked og forlystelser er i virkeligheden meget oplagt. Bakken blev i 1583, som verdens ældste forlystelsespark, etableret som et marked omkring Kirsten Piils kilde, og flere andre parker verden over er etableret som markeder.

Vi skal imidlertid op til 1879 før relationen imellem forlystelsespark og jul igen begynder at opstå. Nu begynder historiefortællingen nemlig at flytte ind i stormagasiner rundt omkring i verden, hvor der med udgangspunkt i julemandens værksted bygges store tematiserede områder som huler, isgrotter, slotte og paladser. Det er universer man kan gå ind i, og hvor børn og barnlige sjæle kan få et, næsten, virkeligt indblik i, hvordan der ser ud i julemandens værksted.

Indgangen til Santa Claus Land
Indgangen til Santa Claus Land - idag Holiday World & Splashin' Safari
Konceptet rulles ud i fuld skala i den amerikanske park Holiday World & Splashin´ Safari, som i 1946 åbner under navnet Santa Claus Land. En hel park med jul og julemanden som tema – og med gratis entré. Her kunne man møde julemanden, gå på opdagelse i hans værksted, prøve flere forlystelser og spise på julemandens restaurant.

Konceptet var en succes, og op igennem 50´erne, 60´erne, 70´erne og 80´erne tog flere og flere amerikanske forlystelsesparker julen til sig og udviklede deres egne juleoplevelser.

Disneyland Paris - Jul
Mickey og Minnie Mouse sørger for at skabe den helt rigtige julestemning i Disneyland Resort Paris
I 1992 åbnede EuroDisneyland – eller som vi kender det i dag, Disneyland Resort Paris, hvilket medførte en række nye tiltag i den europæiske forlystelsesindustri. Med sit amerikanske afsæt, og som helårsåben attraktion var parken f.eks. særligt julepyntet og tilbød også et, om end ikke særlig inspirerende, julemarked. Om det var dette som gav afsæt til at Tivoli i 1994 åbnede dørene til Tivolis julemarked er jeg ikke klar over, men hvor om alting er, har juleåbningstiden i Disneyland Paris medført at en række parker i hele Europa i dag har introduceret den ekstra sæson og med stor succes byder indenfor til lysparader, lutfisk og luciaoptog.

Som tidligere nævnt er julemarkeder ikke kun forbeholdt storcentre, bytorve og Tivoli, for i de senere år har zoologiske haver og dyreparker også set muligheder i den udvidede sæson. I Hannover Zoo kan du f.eks. opleve boder, kælkebakke og skøjtebane, mens Skånes Djurpark er pyntet med tusindvis af julelys, grantræer, nisser, sang og juleværksteder.

Julen er hjerternes fest. Vi tænder lys for at holde mørket ude. Vi samles med vore nærmeste og en kærlig krans vandrer børn og voksne omkring træet, som skal vises inden det kan spises. Tiden handler om hygge, samvær og gode oplevelser. Oplevelser som udspringer af traditioner og historie, som f.eks. vores julemarkeder. Tivoli er et fantastisk sted at komme i julestemning – men har du tid, og råd, kan du også få julestemning i flere andre parker rundt omkring i Europa… om ikke andet kan du starte med at lade dig inspirere på linksne herunder.

Fra alle os til alle jer – Glædelig Jul!

Liseberg
Europa Park
Phantasialand
Skånes Djurpark
Hannover Zoo
Efteling
Disneyland Paris