Top 10 tips til at få mest ud af din dag i en forlystelsespark

  1. Køb din billet hjemmefra. Ofte er der både lidt at spare og samtidig springer du køen i indgangen over når du kommer frem.
  2. Tag et par gode sko på. I løbet af en hel dag i en forlystelsespark kommer du til at gå meget. Både fra forlystelses til forlystelse, men også i kø-gange, hvor du, på en hel dag, hurtigt kan bruge flere timer på at stå i kø.
  3. Pak en god rygsæk – som du kan holde ud at gå med hele dagen. Rygsækken kan indeholde: Regnslag, hovedpinepiller, vand, en trøje til hvis det skulle blive køligt, plaster til at klare de værste vabler og måske solcreme eller myggespray.
  4. Start bagerst i parken og arbejd dig fremad, og gerne ’med uret’. Når parkerne åbner starter vi mennesker med hvad der er lige for. Forlystelserne nærmest indgangen vil derfor blive besøgt først, alt imens der er god plads bagerst i parken. Senere på dagen modsat. Dertil har vi en tendens til at ”dreje af til højre” og går pr. refleks ”mod uret” rundt i parken. Går du ’med uret’ vil du opleve mindre kø.
  5. Planlæg dit besøg. Hvad SKAL du nå at prøve, og hvad vil du gerne prøve hvis der er tid. Gå efter dine must-do´s først - og prøv evt. at planlæg jf. punkt 4.
  6. Undersøg hjemmefra om parkens udbud af mad og drikke matcher dine ønsker – både i udbud, kvalitet og pris. Måske kan det bedre svare sig at tage madpakke med? Tager du køletasken med, så bemærk at flere parker udlåner/udlejer trækvogne. Foruden køletasken kan du så også bruge trækvognen til rygsækkene og til, med mellemrum, at spare børnenes trætte fødder.
  7. Spis på skæve tidspunkter. Alle gæster spiser frokost kl. 12-14 og aftensmad kl. 18-20. Det betyder at der er kø på spisestederne (og bedre plads i forlystelserne) i de tidsrum. Kan du klare en tidlig eller sen frokost eller aftensmad, kan du måske hente lidt tid.
  8. Udnyt kø-tiden. Når du alligevel står i kø, så brug tiden konstruktivt. Brug tiden på at studere parkkortet og finde toiletterne, planlæg hvilken forlystelse du går videre til bagefter osv.
  9. Fastpass, Quickpass og andre kø-systemer. Flere parker udenfor Danmark tilbyder forskellige muligheder for kø-systemer, hvor du kan reservere tid i en forlystelse og dermed springe køen over. Nogle steder er det gratis, andre steder koster det penge. Overvej om det kan svare sig…
  10. Opfør dig ordentligt og vis respekt for andre gæster. Lad være at springe over i køen. Lad være at ryge i køgangen. Følg personalets anvisninger. Er der mange i kø, så fyld vognene op – også selvom du kommer til at sidde ved siden af en du ikke kender. Lad være at rejse dig op i vognen. Spænd sikkerhedsbøjlen, hold på hat og briller, smil til kameraet og hold arme og ben inde i vognen.

God tur og god fornøjelse.